Heksen Esmaralda – om at turde være den man er.
Om tilblivelsen af den første bog om Heksen Esmaralda

Skrevet 30. januar 2006

Ingen kost – ingen heks.
En iskold februar 2004 sad jeg i en lejlighed i Campagnano lige uden for Rom. En historie om Heksen Esmaralda var begyndt at tage form godt hjulpet på vej af mine døtre Tania og Rosa og deres konstante spørgsmål. Hvad sker der så mor? Hvad? Hvorfor vil de andre hekse ikke give hende en kost? Er hun virkelig bange for mørke? Osv. osv. Mand og børn tog efter en uge hjem og overlod mig til samværet med Esmaralda og hendes angst for mørke, hendes uendelige ensomhed og hendes store glæde ved musik og lyst til livet.

Esmaraldas største ønske er at blive optaget i Hekseklubben så hun kan få en flyvende kost. Men det er ikke så let. For at få en flyvende kost skal man kunne forvandle nogen og gøre dem rigtig bange – ellers INGEN kost! Det kan Esmaralda ikke. Alle tidligere forsøg på optagelse hos hekseklubben er altid endt med samme resultat: En duft af vanillesukker og en flok hekse der skriger af grin, mens Esmaralda ulykkelig og ensom spæner hjem i sine lange støvler.

Læs hele historien ved at åbne dokumentet